Dybkærskolen vinder prisen for "Årets skolebyggeri 2024"
Dybkærskolen i Gødvad har ikke kun fået en fantastisk ny legeplads – hele skolens byggeri er blevet anerkendt som noget helt særligt. Den 2. oktober 2024 blev Silkeborg Kommune tildelt prisen for "Årets skolebyggeri 2024" af Nohrcon. Prisen er en hyldest til skolens evne til at kombinere fleksible læringsmiljøer, stærke fællesskaber og innovative udeområder, der indgår som en naturlig del af lokalområdet.
Den nye legeplads, som er en central del af skolens uderum, understøtter præcis de kvaliteter, juryen fremhævede: varierede og aktive grønne områder, tydelige læringszoner og et stærkt fokus på både børn og lokalbefolkningens inddragelse. Legepladsens design og funktionalitet er et tydeligt eksempel på, hvordan pædagogik og arkitektur kan gå op i en højere enhed.
Ikke langt fra legepladsen har skolen også fået et flot sportsområde på Gødvad Torv med blandt andet en multibane og pannabane, som skaber rammerne for endnu flere aktiviteter og fællesskaber. Sammen med skolen er torvet med til at gøre området til et levende knudepunkt.